Hvorfor skrev ingen danske medier om det danske navn på Booker-listen?
Er det fordi man tror, at longlister er meget long? They ain't.
Mens pressen dækker hver en prut, Holger Rune slår, og hver en følelse i Jonas Vingegaards ægteskab, har de kun tavshed til kvittering, når en anden verdensstjerne sidder i ro og mag på Ærø og drysser litteratur ud af fingrene, som kommer til at bestå i generationer efter dig og mig.
Forfatter Solvej Balle blev for to dage siden nomineret til den kæmpestore International Booker Prize 2025.
Og ingen etablerede, danske medier har nævnt det (update: Berlingske er siden kommet på)
Skyldes det, at romanen - 'Om udregning af rumfang 1' (oversat af den mednominerede Barbara J. Haveland) - “kun” er såkaldt longlisted? Næppe. Longlisten er ikke long, den består af blot 13 værker fra hele kloden; at være på longlisten er sværvægter, det er golazo, det er ræset på opløbsstrækningen, det er alle de der sportsmetaforer, der farver vores dagligdagssprog. Nej, jeg tror, at danske medier enten A) ikke anser det for en nyhed, eller B) ikke har hørt om det.
I 2024 blev samme Solvej Balle nomineret til den amerikanske National Book Award i kategorien for litteratur oversat til engelsk. Longlisted sammen med 10 andre ikke-engelsksprogede værker. Heller ikke det ramte nogen forsider.
Hvor er breakingbjælkerne? Livedækningen? Reportagebussen med kurs mod Ærø-færgen? Venter I på shortlisten, og er hun på den, SÅ går I i gult? Det er ikke kvalificerende til drypvise nyheder, at hun er oversat til 23 sprog og læses af folk fra Taiwan og Portugal over USA til Sverige og Azerbaijan? En nulevende dansker?
Vi tror, vi er en beige håndboldnation med dårlig trivsel og fed mormormad, blandt andet fordi mediernes flade forståelse for kultur tilsyneladende begrænser sig til, at litteratur er smalt, mens sport er gud. Men vi kan godt! Vi danskere KAN godt også koncentrere os om at læse noget kompliceret og svært og vigtigt, der gør os klogere på os selv og vores tid og alt det, der kom før os og vil bestå efter os. Det er det, forfattere af denne karat kan. Vi har avlet disse skrivende verdensstjerner frem, og nu er de i spil til de helt store priser, fordi de er blandt de allerallerbedste forfattere i hele verden til at motionere intellektet, så: Hvis vi vil have løftet vores ånd og puste ud i samfundssindet, så åbn noget goddam Solvej Balle og:
Olga Ravn (nomineret til International Booker Prize 2021, Ursula K. Le Guin-prisen, National Book Award og the Dublin Literary Award foruden de mange danske priser)
Jonas Eika (modtager af Nordisk Råds Litteraturpris og nomineret til International Booker Prize 2022)
Madame Nielsen (modtager af Wolfgang Koeppen-prisen og netop offentliggjort som nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2025)
Åbn Charlotte Weitze, Lucia Odoom, åbn Helle Helle. Theis Ørntoft, Tine Høeg, Glenn Bech.
Det danske litteraturlandshold er sammen med vores andre superstjerner noget af det ypperste, Danmark har. Men et fåtal kender deres navne, endnu færre har læst deres ord.
De fortjener en bedre behandling i pressen.